Springprisen er en hæderspris, der uddeles til en person eller en institution, der formår at nytænke børneteater på en kreativ måde. En måde som er innovativ, spændende, sjov, og som kan inspirere andre kulturinstitutioner og kommuner til at gå samme vej eller til også at finde nye spændende veje for børneteater. Springprisen er på 10.000 kr. og et kunstværk.
Springprisen 2021 gik til Live Art Danmark, og på vegne af Springjuryen begrundende Maria Suh valget således: “Årets prismodtager af Springprisen 2021 har provokeret mange og delt vandene. Med et nyt, stramt regelsæt udfordrer de os som publikum. For vi kan ikke umiddelbart forstå deres regler, og som voksne teatergængere er vi mange, der flere gange under en forestilling har tænkt: Er dét teater? Kan man virkelig det?”
Springprisen er tidligere blevet uddelt til
2019 Dukkemager, dukkespiller og scenograf Bjarne Kalhøj modtog Springprisen 2019 for hans unikke måde at forny dukketeater på. Uddrag fra begrundelsen: “Bjarne Kalhøj er en dukke- og skuespiller, der hele tiden er i bevægelse i søgen efter nye udtryk, udvikling og samspil med andre i det danske dukke- og objektteatermiljø.”
2016 Stephanie Thomasen fra Uppercut Danseteater modtog dette års pris for hendes måde at mikse street dance med moderne dans, og for at vise at kvinder faktisk også hører hjemme i en ellers mandsdomineret street dance verden.
2014 Den kunstneriske ledelse på Forsøgsstationen, Øyvind Kirchhoff og Lotte Faarup. Medlem af juryen for SpringPrisen 2014 og prisoverrækker Henrik Køhler betonede vigtigheden af forsøget og det frie eksperiment som motivation for, at juryen valgte at tildele SpringPrisen 2014 til Forsøgsstationen.
2012 Aaben Dans fra Roskilde skabte med SWOPfestivalen et dynamisk initiativ med stor vægtning af kollektivt samarbejde. Med dansefestivalen formåede Aaben Dans på højt niveau og respektfuld vis at henvende sig til alle aldre.
2009 Børneavisen.dk(nu Teateravisen.dk) slog benene væk under juryen, da den til gavn for hele Danmark kom på landkortet. Børneavisen.dk vandt prisen som den platform, der styrker og samler børneteatrets aktiviteter. Med forskning, reportager, anmeldelser og meget mere samler avisen skolelærere, politikere, journalister og børnefamilier.
2007 Børnekulturcenteret KulturPrinsen og Viborg Kommune statuerede, som de første, det gode eksempel som prisvindere. KulturPrinsen for ikke at gå den sikre vej, men at turde udfordre og tro på de skæve vinkler og til Viborg Kommune for at turde satse på kulturelle tiltag for børn. KulturPrinsen beskriver det selv, som ”drømmen der gik i opfyldelse da en frø blev til en prins”.
Springprisen uddeles af en jury, som består af
Biba Schwoon
Dramaturg og tidligere medlem af ZeBUs bestyrelse
Maria Suh
Projektkoordinator i Lyngby-Taarbæk Kommune og tidligere festivalleder ved Horsens Teaterfestival
Henrik Køhler
Leder af Teatercentrum
Trine Wøldiche
Kulturjournalist, teateranmelder og tekstforfatter
Betina Rex
Dramaturg, anmelder og producent
Marc van der Velden
Kunstnerisk leder for Springfestival 2021