Startskuddet er lydt, og salget af armbånd til dette års Spring Festival er nu endelig åbent.
I år byder programmet på mere end 70 optrædener med over 20 forskellige forestillinger fra ind- og udland. Oplev teater i alle afskygninger for børn og deres voksne – fra spansk gadeteater til finsk nycirkus. Se alle forestillinger på hjemmesiden og køb festivalarmbånd til enten lørdag d. 30. maj eller søndag d. 31. maj.
Oplev et væld af fantastiske og fantasifulde forestillinger, heriblandt de legesyge giraffer fra Spanien, der omdanner festivalpladsen til den afrikanske savanne – eller utrolige cirkus acts med bl.a. Fish up a Tree fra Finland af Blind Gut Company eller WOOW! af Cie BRUBOC, der kommer hele vejen fra Italien – for blot at nævne et par få.
Endagsarmbånd koster 100 kroner for børn (fra 1-12 år) og 150 kr. for voksne. Armbåndet gælder til enten lørdag d. 30. maj eller søndag d. 31. maj 2026. Festivalarmbånd kan købes her.